Hop til indhold
Højesteret

Lissabon-traktaten og Grundloven 
11-01-2011 

 

HØJESTERET

Den 11. januar 2011
Sag 336/2009

 

P R E S S E M E D D E L E L S E

Lissabon-traktaten og Grundloven

 Højesteret har i dag afsagt dom i sagen om Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten. Sagen er ført af en række borgere mod statsministeren og udenrigsministeren. Det er sagsøgernes opfattelse, at loven om Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten er vedtaget i strid med grundlovens § 20, idet dennes særlige krav til vedtagelse ikke har været fulgt.

Landsretten afviste at realitetsbehandle sagen.

Højesteret fastslår imidlertid, at borgerne har en sådan retlig interesse i sagen, at de har søgsmålsret. Sagen hjemvises derfor til landsretten til realitetsbehandling.

Ved Højesterets behandling af sagen deltog 7 dommere. Dommen er enstemmig.

Højesterets afgørelse i sagen er begrundet således:

”I medfør af lov nr. 321 af 30. april 2008 om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber og Den Europæiske Union er Lissabon-traktaten af 13. december 2007 med virkning fra den 1. december 2009 gennemført i Danmark med de undtagelser, der følger af lovens § 4, nr. 14, litra a (det retlige forbehold) og litra b (euro-forbeholdet).

Appellanternes realitetspåstand under hovedsagen er, at statsministeren og udenrigsministeren skal anerkende, at ændringsloven om Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten er vedtaget i strid med grundlovens § 20, idet den foreskrevne procedure efter denne bestemmelse ikke har været fulgt.

Grundlovens § 20 lyder:

”Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.”

Statsministeren og udenrigsministeren har principalt påstået sagen afvist med henvisning til, at appellanterne ikke har fornøden retlig interesse i at få deres påstand pådømt i realiteten.

Landsretten har udskilt dette spørgsmål til særskilt behandling og bestemt, at sagen skal afvises, hvilket appellanterne har indbragt for Højesteret.

For Højesteret drejer sagen sig således alene om, hvorvidt landsrettens dom skal ophæves, og sagen sendes tilbage til landsretten med henblik på landsrettens stillingtagen til påstanden om grundlovsbrud.

Appellanterne har ikke bestridt, at de ikke opfylder de almindelige krav til søgsmålskompetence, hvorefter de skal have en retlig interesse i sagens afgørelse, som udspringer af, at der foreligger en retstvist, der konkret og aktuelt berører dem individuelt. Parterne er imidlertid uenige om, hvorvidt der alligevel – ligesom det skete i Højesterets dom af 12. august 1996 om søgsmålskompetence vedrørende Maastricht-traktaten (Ugeskrift for Retsvæsen 1996 s. 1300) – skal gives appellanterne adgang til at få deres påstand realitetsprøvet.

Maastricht-sagen angik Danmarks tiltrædelse af Maastricht-traktaten, som skete i overensstemmelse med proceduren i grundlovens § 20, og der var enighed om, at tiltrædelsen indebar overførsel af lovgivningskompetence. Realitetsspørgsmålet under sagen var, om de overladte beføjelser gik ud over rammerne for anvendelsen af grundlovens § 20, således at proceduren i § 88 for ændring af grundloven skulle have været fulgt.

Den foreliggende sag angår Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten, som er sket i overensstemmelse med den almindelige procedure for lovgivning og for samtykke til indgåelse af traktater efter grundlovens § 19. Realitetsspørgsmålet er, om proceduren i grundlovens § 20 skulle have været fulgt.

I Maastricht-sagen fastslog Højesteret, at tiltrædelsen indebar overførsel af lovgivningskompetence inden for en række almene og væsentlige livsområder og derfor i sig selv var ”af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed”. På grund af tiltrædelseslovens generelle og indgribende betydning havde sagsøgerne – ligesom andre borgere – en væsentlig interesse i at få realitetsspørgsmålet afgjort.

Maastricht-sagen angik, hvad parterne har kaldt § 20’s øvre grænse: Kunne ændringerne ved Maastricht-traktaten i forholdet mellem Danmark og EU rummes af, hvad § 20 tillader? Den foreliggende sag om Lissabon-traktaten angår § 20’s nedre grænse: Indebærer Lissabon-traktaten sådanne ændringer i forholdet mellem Danmark og EU, at proceduren i § 20 skulle have været fulgt?

Det følger af Højesterets dom i Maastricht-sagen, at ikke enhver uoverensstemmelse om ændring i forholdet mellem Danmark og EU kan begrunde, at alle borgere uden videre har ret til at få prøvet grundlovsmæssigheden af ændringen. Men de kan have det, hvis der foreligger en uoverensstemmelse angående forhold, der må anses for at være af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed.

Til støtte for, at den procedure, som er foreskrevet i grundlovens § 20, skulle have været iagttaget, har appellanterne bl.a. anført, at Lissabon-traktaten indebærer væsentlige ændringer vedrørende de kompetence- og afstemningsregler, der gælder for EU’s institutioner. De har herved navnlig anført, at lovgivningskompetencen på en lang række områder er blevet delt mellem Rådet og Europa-Parlamentet, og at Rådet i væsentligt videre omfang end hidtil træffer afgørelse med kvalificeret majoritet i stedet for ved enstemmighed. Efter appellanternes opfattelse er disse ændringer i EU-institutionernes kompetence- og afstemningsregler i sig selv – dvs. uafhængigt af, om der er overladt nye beføjelser til EU – så væsentlige, at reglerne i grundlovens § 20 skulle have været fulgt.

Parterne er således uenige om betydningen i forhold til grundlovens § 20 af de ændringer i EU-institutionernes kompetence- og afstemningsregler, der følger af Lissabon-traktaten. Denne uenighed angår lovgivningskompetencen inden for en række almene og væsentlige livsområder og dermed forhold, som er af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed. På grund af tvistens generelle og indgribende betydning har appellanterne en væsentlig interesse i at få deres påstand prøvet. At betinge adgangen til domstolsprøvelse af, at der efter de nye traktatbestemmelser er udstedt retsakter, som konkret og aktuelt berører appellanternes forhold, ville ikke sikre et bedre grundlag for prøvelsen af tvisten. 

Højesteret finder derfor, at appellanterne har fornøden retlig interesse i at få deres påstand prøvet. I relation til spørgsmålet om søgsmålskompetence er det herefter ufornødent at tage stilling til betydningen af de øvrige forhold, som appellanterne har påberåbt sig til støtte for, at procedurereglerne i grundlovens § 20 skulle have været iagttaget. 

Sagsomkostningerne for landsretten, hvor der er meddelt fri proces, er fastsat alene til dækning af udgiften til advokat i forbindelse med behandlingen af den udskilte afvisningspåstand. Sagsomkostninger for Højesteret, hvor der er givet afslag på ansøgning om fri proces, er fastsat med 100.000 kr. til dækning af advokatudgift og 1.500 kr. til dækning af retsafgift.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom ophæves, således at sagen hjemvises til realitetsbehandling ved landsretten.

I sagsomkostninger for landsretten skal statsministeren og udenrigsministeren solidarisk betale 62.500 kr. til statskassen.

I sagsomkostninger for Højesteret skal statsministeren og udenrigsministeren solidarisk betale 101.500 kr. til appellanterne.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.”

Til top Sidst opdateret: 11-01-2011 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk