Hop til indhold
Højesteret

Domme i knivsager 
15-12-2009 

 
 

P R E S S E M E D D E L E L S E

                

Domme i knivsager

 

Højesteret har i dag afsagt domme i de sager, hvor to mænd er blevet idømt fængselsstraffe for at have været besiddelse af knive i deres biler. I den ene sag var der tale om et såkaldt multiværktøj med et integreret knivblad, og i den anden sag drejede det sig om besid­delse af to hobbyknive. 
 

Med dommene har Højesteret taget stilling til strafudmålingen, efter at straffen for besid­delse af kniv på offentligt tilgængelige steder blev skærpet ved en ændring af våbenloven i 2008. Efter forarbejderne til lovændringen skal der i førstegangstilfælde som alt­overvejende hovedregel fastsættes en ubetin­get straf på 7 dages fængsel for en overtrædelse af våbenlovens knivforbud. Hvis der foreligger særlig for­mildende omstændigheder, skal der i førstegangstilfælde idømmes bøde i stedet for fængsel. 
 

De tiltalte var af byretten idømt bøder, mens de af landsretten var idømt 7 dages fængsel. I begge tilfælde havde landsretten henvist til, at der ikke var grundlag for at fravige lovens udgangspunkt om frihedsstraf.

 

Ved Højesterets behandling af sagerne deltog 7 dommere.

 

En enig Højesteret idømte begge de tiltalte en bøde på 3.000 kr.

 

Højesterets afgørelser i de to sager er begrundet således:

 

I sagen vedrørende A:

”Det har siden 1987 efter våbenlovens § 4, stk. 1, været forbudt på offentligt tilgængelige ste­der at bære kniv eller dolk – bortset fra foldeknive med en klinge på højst 7 cm – medmindre det sker som led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål. Forbuddet er et led i bekæmpelsen af den far­lige vold, som begås med knive, især af unge, som medbringer knive på diskoteker og an­dre ste­der, når de bevæger sig ud i aften- og nattelivet.

Forbuddet angik oprindeligt kun det at bære en kniv, men er udvidet til at gælde for enhver form for besiddelse af kniv, således at det også er strafbart at have en kniv lig­gende i bil på offentligt tilgængeligt sted uden aner­kendel­sesværdigt formål. Det gælder endvidere nu også på ud­dannel­sessteder, i ungdomsskoler, fritidsordninger og lig­nende. Undtagelsen vedrørende foldeknive med en klinge på højst 7 cm er gjort betinget af, at klingen ikke kan fast­låses i udfoldet position.

Sagen drejer sig om et multiværktøj med en kniv med et 7,3 cm langt blad, der kunne fastlå­ses i udslået position. Det forhold, at kniven er en del af et multiværktøj, bringer den ikke uden for området af våbenlovens § 4, stk. 1. A havde kniven liggende i sin bil, da han holdt par­keret på havnen i Nørresundby, dvs. på et offentligt til­gængeligt sted. Der fore­ligger ikke oplys­ninger om, at kniven var medtaget i noget bestemt øje­med, og der var alle­rede derfor ikke et anerkendelsesværdigt formål i lo­vens for­stand. Højesteret tiltræder heref­ter, at A er fundet skyldig i overtrædelse af forbud­det i vå­benlovens § 4, stk. 1.

Strafferammen for overtrædelse af forbuddet mod at bære eller besidde kniv på offentligt til­gængeligt sted var oprin­deligt bøde, hæfte eller under skærpende omstæn­digheder fæng­sel indtil 2 år. Ved ændringen af våbenlo­ven i 2008 blev § 10, stk. 3 (nu stk. 2), affattet således: ”Over­trædelse af § 4, stk. 1, straffes med fængsel indtil 2 år, un­der særlig formil­dende om­stændigheder dog med bøde.”  
 
Det er i forarbej­derne til bestemmelsen forudsat, at der i første­gangstil­fælde ”som altoverve­jende hovedregel” idømmes en kort ubetinget frihedsstraf på 7 dages fængsel. Indførel­sen af denne strafskærpelse er i forarbejderne led­saget af en be­mærkning om, at fastsættelse af straf­fen fort­sat vil bero på ”domstolenes konkrete vurdering i det en­kelte til­fælde af samtlige sa­gens omstændigheder.”

Bestemmelsen om, at der ved over­trædelse af § 4, stk. 1, ”under særlig formildende omstæn­digheder” straffes med bøde, er i forarbejderne begrundet med, at der kan fore­komme til­fælde, hvor en frihedsstraf i førstegangstilfælde ”vil forekomme urimelig henset til de om­stændigheder, hvorunder kniven har været med­bragt.”

Spørgsmålet er derfor, om en friheds­straf i et første­gangs­tilfælde og under omstændigheder som i den forelig­gende sag må anses for urimelig i lyset af det foran an­førte.

Ved afgørelsen heraf må der tages hensyn til, at formålet med forbuddet og strafskærpelsen navnlig har været at undgå, at unge, når de bevæger sig ud i aften- og natteli­vet, tager kniv med. Formålet har ikke været at forhin­dre almin­delig brug af knive som værktøj. Til illustra­tion af, hvornår der foreligger særlig formil­dende om­stændig­he­der, er det i forarbejderne an­ført, at det navnlig kan tæn­kes i tilfælde, hvor en per­son fra en situation, hvor der var et aner­kendelsesværdigt formål med at have kniven et of­fentligt tilgængeligt sted, på grund af en forglemmelse el­ler et svinkeærinde er kommet i en situation, hvor det ikke længere er lovligt at have kni­ven. Der kan således efter forarbejderne fo­re­ligge særlig formildende omstæn­dighe­der, hvis der f.eks. er tale om en person, som efter en ar­bejdsdag, fisketur, spejdertur eller lignende, hvor ved­kommende lovligt har båret eller været i besiddelse af en kniv, går på re­stauration med kniven i lommen eller tasken i stedet for at tage direkte hjem og dermed overtræder for­buddet i § 4, stk. 1. Det er hertil i forarbej­derne føjet, at hvis en person bærer kniv på steder eller under omstæn­digheder, hvor der er en nærlig­gende risiko for, at der kan opstå til­spidsede situati­oner af poten­tiel voldelig karakter – f.eks. i værtshusmil­jøer i af­ten- el­ler nattetimerne – vil der dog kun sjældent foreligge særlig formildende om­stændighe­der, uanset om den på­gældende person tidligere på dagen har haft et aner­kendel­sesværdigt formål med at bære kni­ven.

Det følger heraf, at der – i overensstemmelse med den linje, der er fulgt i hidtidig byrets- og landsrets­praksis – ved afgørelsen af, om der i før­ste­gangstilfælde skal an­vendes straf af 7 da­ges fængsel eller bøde, må tages hen­syn til en lang række forhold. Knivens art er således rele­vant for den samlede bedømmelse – der er f.eks. forskel på en spring­kniv og en hobbykniv og på en dolk og en kniv i et multi­værktøj. Det er også af be­tydning, om vedkommende har kniven på sig, med sig el­ler i sin bil mv. – om det er i lommen på al­min­deligt tøj eller arbejdstøj, i en taske eller pakke, i en bil­dørs sidelomme eller værktøjskasse osv.  Tiden og stedet, hvor ved­kommende befinder sig med en kniv uden aner­kendelsesværdigt formål, spiller en rolle. I bedøm­melsen indgår end­videre, hvorfor vedkommende befinder sig i den pågæl­dende situa­tion, og hvorfor kniven er med – der er f.eks. forskel på, om den med vilje er taget med til et of­fentligt tilgæn­geligt sted uden anerkendelses­vær­digt for­mål eller ved en forglemmelse er kommet med hjemmefra – samt hvad der er forklaret herom og tro­vær­dighe­den heraf.

A var som nævnt i besiddelse af et multi­værktøj med et integreret knivblad på 7,3 cm, der kunne fastlåses i udslået position. Forholdet er begået lidt i ni om mor­genen på hav­nen i Nørresundby. Som anført af byret­ten var kniven, der lå i bilens handskerum, en del af et al­min­deligt solgt multiværktøj, som A jævnligt brugte på sit arbejde og til repa­ration af bilen. 

Ved en samlet bedømmelse finder Højesteret i overens­stemmelse med det, der er anført om forståelsen af vå­benlovens § 10, stk. 2, at der foreligger særlig formildende omstændigheder, således at udgangspunktet om en ubetinget frihedsstraf må fraviges.

Det er i forarbejderne forudsat, at straffen for besiddelse af kniv under særlig formildende omstændigheder er en bøde på 3.000 kr. Der er ikke i den foreliggende sag grundlag for at fravige dette udgangspunkt. 
 
Højesteret stadfæster herefter byrettens fastsættelse af straffen til en bøde på 3.000 kr.


Thi kendes for ret:


Byrettens dom stadfæstes.


Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.”


I sagen vedrørende B:
”Det har siden 1987 efter våbenlovens § 4, stk. 1, været forbudt på offentligt tilgængelige ste­der at bære kniv eller dolk – bortset fra foldeknive med en klinge på højst 7 cm – medmindre det sker som led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål. Forbuddet er et led i bekæmpelsen af den far­lige vold, som begås med knive, især af unge, som medbringer knive på diskoteker og an­dre ste­der, når de bevæger sig ud i aften- og nattelivet.

Forbuddet angik oprindeligt kun det at bære en kniv, men er udvidet til at gælde for enhver form for besiddelse af kniv, således at det også er strafbart at have en kniv lig­gende i bil på offentligt tilgængeligt sted uden aner­kendel­sesværdigt formål. Det gælder endvidere nu også på ud­dannel­sessteder, i ungdomsskoler, fritidsordninger og lig­nende. Undtagelsen vedrørende foldeknive med en klinge på højst 7 cm er gjort betinget af, at klingen ikke kan fast­låses i udfoldet position.

Strafferammen for overtrædelse af forbuddet mod at bære eller besidde kniv på offentligt til­gængeligt sted var oprin­deligt bøde, hæfte eller under skærpende omstæn­digheder fæng­sel indtil 2 år. Ved ændringen af våbenlo­ven i 2008 blev § 10, stk. 3 (nu stk. 2), affattet således: ”Over­trædelse af § 4, stk. 1, straffes med fængsel indtil 2 år, un­der særlig formil­dende om­stændigheder dog med bøde.”  

Det er i forarbej­derne til bestemmelsen forudsat, at der i første­gangstil­fælde ”som altoverve­jende hovedregel” idømmes en kort ubetinget frihedsstraf på 7 dages fængsel. Indførel­sen af denne strafskærpelse er i forarbejderne led­saget af en be­mærkning om, at fastsættelse af straf­fen fort­sat vil bero på ”domstolenes konkrete vurdering i det en­kelte til­fælde af samtlige sa­gens omstændigheder.”

Bestemmelsen om, at der ved over­trædelse af § 4, stk. 1, ”under særlig formildende omstæn­digheder” straffes med bøde, er i forarbejderne begrundet med, at der kan fore­komme til­fælde, hvor en frihedsstraf i førstegangstilfælde ”vil forekomme urimelig henset til de om­stændigheder, hvorunder kniven har været med­bragt.”

Spørgsmålet er derfor, om en friheds­straf i et første­gangs­tilfælde og under omstændigheder som i den forelig­gende sag må anses for urimelig i lyset af det foran an­førte.

Ved afgørelsen heraf må der tages hensyn til, at formålet med forbuddet og strafskærpelsen navnlig har været at undgå, at unge, når de bevæger sig ud i aften- og natteli­vet, tager kniv med. Formålet har ikke været at forhin­dre almin­delig brug af knive som værktøj. Til illustra­tion af, hvornår der foreligger særlig formil­dende om­stændig­he­der, er det i forarbejderne an­ført, at det navnlig kan tæn­kes i tilfælde, hvor en per­son fra en situation, hvor der var et aner­kendelsesværdigt formål med at have kniven et of­fentligt tilgængeligt sted, på grund af en forglemmelse el­ler et svinkeærinde er kommet i en situation, hvor det ikke længere er lovligt at have kni­ven. Der kan således efter forarbejderne fo­re­ligge særlig formildende omstæn­dighe­der, hvis der f.eks. er tale om en person, som efter en ar­bejdsdag, fisketur, spejdertur eller lignende, hvor ved­kommende lovligt har båret eller været i besiddelse af en kniv, går på re­stauration med kniven i lommen eller tasken i stedet for at tage direkte hjem og dermed overtræder for­buddet i § 4, stk. 1. Det er hertil i forarbej­derne føjet, at hvis en person bærer kniv på steder eller under omstæn­digheder, hvor der er en nærlig­gende risiko for, at der kan opstå til­spidsede situati­oner af poten­tiel voldelig karakter – f.eks. i værtshusmil­jøer i af­ten- el­ler nattetimerne – vil der dog kun sjældent foreligge særlig formildende om­stændighe­der, uanset om den på­gældende person tidligere på dagen har haft et aner­kendel­sesværdigt formål med at bære kni­ven.

Det følger heraf, at der – i overensstemmelse med den linje, der er fulgt i hidtidig byrets- og landsrets­praksis – ved afgørelsen af, om der i før­ste­gangstilfælde skal an­vendes straf af 7 da­ges fængsel eller bøde må tages hensyn til en lang række forhold. Knivens art er således rele­vant for den samlede bedømmelse – der er f.eks. forskel på en spring­kniv og en hobbykniv og på en dolk og en kniv i et multi­værktøj. Det er også af be­tydning, om vedkommende har kniven på sig, med sig el­ler i sin bil mv. – om det er i lommen på al­min­deligt tøj eller arbejdstøj, i en taske eller pakke, i en bil­dørs sidelomme eller værktøjskasse osv.  Tiden og stedet, hvor ved­kommende befinder sig med en kniv uden aner­kendelsesværdigt formål, spiller en rolle. I bedøm­melsen indgår end­videre, hvorfor vedkommende befinder sig i den pågæl­dende situa­tion, og hvorfor kniven er med – der er f.eks. forskel på, om den med vilje er taget med til et of­fentligt tilgæn­geligt sted uden anerkendelses­vær­digt for­mål eller ved en forglemmelse er kommet med hjemmefra – samt hvad der er forklaret herom og tro­vær­dighe­den heraf.

B var i besiddelse af to hobbyknive, som stam­mede fra hans arbejdsplads – en tank­station – hvor han anvendte dem. Knivene lå i lommen i døren til førersædet i hans bil sam­men med andre effekter til brug for arbejdet på tankstationen. Forholdet er begået mellem kl. 3 og 4 om morgenen ud for et diskotek i Havnegade i Mid­delfart, hvor B befandt sig med sin bil, fordi han havde lovet at køre for nogle venner, der havde været på diskote­ket.  Det må efter byrettens og landsrettens bevisvurdering lægges til grund, at han ikke selv havde været inde på di­skoteket og heller ikke skulle det, og at han ikke havde tænkt på, at han havde knivene i bilen.

Ved en samlet bedømmelse fin­der Højesteret i overens­stemmelse med det, der er anført om forståelsen af vå­benlovens § 10, stk. 2, at der – uanset tiden og stedet for lovovertrædelsen – foreligger særlig formildende omstæn­digheder, således at udgangspunktet om en ubetinget fri­heds­straf må fraviges. 

Det er i forarbejderne forudsat, at straffen for besiddelse af kniv under særlig formildende omstændigheder er en bøde på 3.000 kr. Parterne har ikke haft bemærkninger til, at en even­tuel bødestraf i det foreliggende tilfælde fast­sættes i overensstemmelse hermed.

Højesteret stadfæster herefter byrettens fastsættelse af straffen til en bøde på 3.000 kr. 

Thi kendes for ret:


Byrettens dom stadfæstes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.”

 

Til top Sidst opdateret: 15-12-2009 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk