Hop til indhold
Højesteret

Dom i Vollsmosesagen 
10-04-2008 

Sag 512/2007
 

P R E S S E M E D D E L E L S E

 

Højesteret har i dag afsagt dom i en sag, hvor tre personer ved nævningeting i landsretten var blevet dømt for forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og 7, for i månederne op til den 5. september 2006 at have gjort forberedelser til fremstilling af en eller flere bomber til brug for en terrorhandling.

 

Højesteret fandt ikke, at PET´s brug af en civil agent havde været ulovlig, eller at der under sagens behandling for landsretten var begået rettergangsfejl, som kunne føre til ophævelse af landsrettens dom.

 

Højesteret forhøjede landsrettens strafudmåling for alle de tre dømte, således at to af disse blev idømt 12 års fængsel, og én blev i dømt 5 års fængsel.

 

Et mindretal på tre dommere stemte dog for at stadfæste landsrettens dom på henholdsvis 11, 11 og 4 års fængsel.

 

Højesteret stadfæstede udvisningen af den ene af de dømte.

 

Højesterets dom er begrundet således:

 

Agentvirksomhed

De særlige lovregler om agentvirksomhed i retsplejelovens §§ 754 a-754 d gælder ikke ved efterforskning vedrørende bl.a. straffelovens § 114 om terrorisme, jf. retsplejelovens § 754 e. Det følger imidlertid af dansk rets almindelige retsprincipper, at også anvendelse af en agent­aktion i forbindelse med sådan efterforskningsvirksomhed er betinget af, at der foreligger for­nøden mistanke, ligesom aktionen ikke må bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.

 Efter det, der er oplyst om LHs agentvirksomhed, finder Højesteret, at den i det hele har op­fyldt de nævnte betingelser. Der er således ikke grundlag for at anse den for ulovlig.

 Aktindsigt

Om forsvarerens adgang til aktindsigt hedder det i Højesterets kendelser af 28. oktober 2004 (UfR 2005 s. 383) og 6. december 2006 (UfR 2007 s. 727):

 ”Efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3, har forsvareren adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen an­går. Dette gælder uden hensyn til materialets betydning for sagen.

De oplysninger, som advokat … som forsvarer for tiltalte har anmodet om aktindsigt i, er ikke tilvejebragt af politiet til brug for den sag, som tiltalen angår. Efter forarbejderne til bestemmelsen sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6 omfatter forsvarerens adgang til aktindsigt imidlertid alt materiale, som er af be­tydning for sagen, uanset om det er tilvejebragt til brug for den pågældende sag.”

Den meddelerakt, som Politiets Efterretningstjeneste løbende har udarbejdet vedrørende det ”radikale islamiske miljø i Odense”, er blevet til som et led i tjenestens efterretningsvirksom­hed. Forsvarernes adgang til aktindsigt omfatter derfor ikke alle oplysninger i meddelerakten, men kun oplysninger i den, som er tilvejebragt til brug for straffesagen mod de tiltalte, eller som er af betydning for denne.

Under sagens behandling for landsretten erklærede forsvarerne, at der kunne ske udeladelse af oplysninger om LHs familiemæssige forhold, om vidnebeskyttelsen af LH og om den tekni­ske fremgangsmåde ved aflytning og lignende samt af tekstafsnit, noter og henvisninger til fodnoter vedrørende Politiets Efterretningstjenestes interne forhold, herunder registre. Disse oplysninger kan da heller ikke anses for at være tilvejebragt til brug for straffesagen mod de tiltalte eller for at være af betydning for denne.

I anledning af forsvarernes begæring under nævningesagen om at få adgang til at gøre sig bekendt med udstregede oplysninger i meddelerakten fra LH vedrørende muligt strafbare for­hold, som involverer andre end de tiltalte, har landsrettens 5. afdeling – med adgang til hele nævningesagens materiale – gennemgået det udstregede i meddelerakten ved at sammenholde et eksemplar med overstregninger med et eksemplar uden. Afdelingen har på dette grundlag i kendelsen af 5. november 2007 konstateret, at der efter en nøje gennemgang ikke i de ude­holdte oplysninger findes oplysninger fra LH vedrørende eventuelt strafbare forhold, som involverer andre end de tiltalte, og som er tilvejebragt til brug for straffesagen mod de tiltalte, eller som i øvrigt har betydning for denne.

Der er intet fremkommet for Højesteret, som giver grundlag for at tilsidesætte denne bedøm­melse.

Forsvarerne har således ikke under sagens behandling ved nævningetinget været afskåret fra aktindsigt i oplysninger tilvejebragt til brug for straffesagen eller af betydning for denne. Hø­jesteret tager derfor ikke de tiltaltes påstand om dommens ophævelse med henvisning til manglende aktindsigt til følge.

Landsrettens 5. afdeling afholdt et retsmøde til behandling af spørgsmålet om aktindsigt efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3. Forsvarerne i nævningesagen skulle derfor, jf. retsplejelovens § 748, stk. 2, have haft adgang til at deltage i retsmødet og til at kommentere anklagemyndig­hedens forelæggelse af straffesagen og redegøre for deres syn på aktindsigtsspørgsmålet efter denne bestemmelse. Efter oplysningerne om landsrettens gennemgang af det udstregede fin­der Højesteret imidlertid, at denne fejl har været uden betydning for afgørelsen af aktindsigts­spørgsmålet. Højesteret tager derfor heller ikke de tiltaltes påstand om dommens ophævelse med henvisning til manglende forsvarermedvirken ved behandlingen af aktindsigtsspørgsmå­let til følge.

Vidneførsel

Under nævningesagens behandling ønskede tiltalte 2 yderligere et antal personer ført som vidner.

For Højesteret har tiltalte 2 anført, at flere af de pågældende personer, som han be­gærede indkaldt som vidner, havde været sigtet og nogle varetægtsfængslet i sagen. Han har videre anført, at det gennem den afviste vidneførsel skulle have været godtgjort, at der ikke var det fornødne mistankegrundlag, da Politiets Efterretningstjeneste traf beslutning om at iværksætte agentaktionen.

Hertil bemærker Højesteret, at det forhold, at en person har været sigtet eller varetægts­fængslet i en sag, ikke i sig selv kan begrunde, at en afhøring af den pågældende som vidne skulle være af betydning for den sag, hvori der er rejst tiltale. Det fremgår endvidere af det, der er anført foran om anvendelsen af LH som agent, at der var det fornødne mistankegrund­lag, da agentvirksomheden blev iværksat. Der er heller ikke i øvrigt fremkommet oplysninger, som giver grundlag for at anse tiltalte 2 for afskåret fra vidneførsel af betydning for sagen ved landsrettens afgørelse herom.

På denne baggrund tager Højesteret ikke tiltalte 2´s påstand om ophævelse af dom­men med henvisning til, at hans begæring om vidneførsel ikke blev imødekommet fuldt ud, til følge.

Retsbelæring

Højesteret har gennemgået den retsbelæring, som retsformanden gav i nævningetinget. Der er intet grundlag for at anse den for urigtig, mangelfuld eller ukorrekt, heller ikke for så vidt an­går det, der blev sagt om det mistankegrundlag, der udløste beslutningen om iværksættelse af en agentaktion, eller om agentens troværdighed. Der er således heller ikke grundlag for at tage tiltalte 2´s påstand om dommens ophævelse med henvisning til retsbelæringen til følge.

Strafudmåling

Efter det, der er anført foran om lovligheden af agentvirksomheden, finder Højesteret, at der ikke med henvisning til agentvirksomhed er grundlag for strafbortfald eller -nedsættelse.

Fire dommere – Børge Dahl, Poul Søgaard, Jon Stokholm og Michael Rekling – udtaler:

De tiltalte er fundet skyldige i forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og 7, og det skal efter de i nævningetinget stillede hovedspørgsmål ved straffens fastsættelse lægges til grund, at de har villet foretage bombesprængning og manddrab af en karakter, som kunne tilføje Danmark eller et andet land alvorlig skade, med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske myndigheder til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands grundlæg­gende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer.

Det hedder i forarbejderne til straffelovens § 114, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, s. 843, bl.a.:

”Rammeafgørelsens artikel 1 forpligter medlemsstaterne til at kriminalisere en række forsætlige handlinger som terrorhandlinger. De opregnede handlinger er alle strafbare efter gældende dansk ret. Foretages en af de i artikel 1 opregnede handlinger på en måde, som må karakteriseres som terrorisme, fordi gerningsmanden har haft til hensigt at forstyrre samfundsordenen, indgår dette moment i straffens fastsættelse, jf. straffelo­vens § 80. Efter denne bestemmelse skal der ved straffens udmåling tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og til oplysninger om gerningsmandens person, herunder om hans almindelige personlige og sociale forhold, hans forhold før og efter gerningen samt hans bevæggrunde til denne. Det er utvivlsomt, at drab og lignende begået under om­stændigheder, der gør, at forholdet kan betegnes som terrorisme, vil indgå med betyde­lig vægt i skærpende retning ved straffens fastsættelse.”

Efter ordlyden af § 114, stk. 1, og bestemmelsens formål og forarbejder må terrorisme som selvstændig forbrydelse anses for i høj grad karakteriseret ved det særlige krav om forsæt til terrorisme. Det er efter vores opfattelse en naturlig følge heraf, at der også ved straffastsæt­telse for forsøg skal lægges betydelig vægt i skærpende retning på terrorismeforsættet.

På denne baggrund finder vi, at udgangspunktet ved udmålingen af straffen for forsøg på ter­rorisme ved bombesprængning og manddrab må være en straf af fængsel i 12 år.

For så vidt angår tiltalte 1 og 2 finder vi ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunktet på 12 år i skærpende retning for nogen af dem.

For så vidt angår tiltalte 3 har landsretten anført, at hans medvirken har været af underordnet karakter, og at han på et tidspunkt forsøgte at trække sig tilbage dog uden, at der har været tale om frivillig tilbagetræden fra forsøg. Han skal derfor idømmes en straf, der er væsentligt lavere end det nævnte udgangspunkt, men vi finder, at straffen – selv under de an­førte formildende omstændigheder – ikke kan blive lavere end fængsel i 5 år.

Vi stemmer herefter for, at såvel tiltalte 1 som tiltalte 2 straffes med fængsel i 12 år, og for at tiltalte 3 straffes med fængsel i 5 år.

Tre dommere – Torben Melchior, Per Walsøe og Lene Pagter Kristensen – udtaler om straf­udmålingen:

Vi stemmer af de grunde, der er anført af landsretten, for at stadfæste landsrettens enstemmige strafudmåling, således at tiltalte 1 og 2 idømmes fængsel i 11 år og tiltalte 3 fængsel i 4 år.

Efter stemmeafgivningen idømmes tiltalte 1 og 2 fængsel i 12 år og tiltalte 3 fængsel i 5 år.

Udvisning

Højesteret tiltræder, at tiltalte 2 efter den begåede forbrydelses karakter og den idømte straf skal udvises med indrejseforbud for bestandig.

Sammenfatning

Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom med ændring af strafudmålingen som angivet.”

Til top Sidst opdateret: 10-04-2008 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk