Hop til indhold
Højesteret

Tvistighedsnævnets afgørelser var ikke ugyldige 
09-05-2008 

Sag 548/2006 og 585/2006
 

Dom afsagt den 9. maj 2008.


Fagligt Fælles Forbund (3F) som mandatar for A
og
Fagligt Fælles Forbund (3F) som mandatar for B
mod
Restauratørernes Arbejdsgiverforening - 2000 som mandatar for Café C
og
Nyhavns Restauratør- og Arbejdsgiverforening som mandatar for Restaurant D

og

Tvistighedsnævnet
mod
Restauratørernes Arbejdsgiverforening - 2000 som mandatar for Café C
og
Nyhavns Restauratør- og Arbejdsgiverforening som mandatar for Restaurant D


En kendelse fra Tvistighedsnævnet kunne ikke prøves ved domstolene på grund af manglende retlig interesse. En anden kendelse fra Tvistighedsnævnet var ikke ugyldig, og sagen blev hjemvist til fortsat behandling ved landsretten.

I den ene sag var A ansat som kokkeelev i Café C. Der opstod tvist mellem A og C om, hvilken overenskomst der var gældende mellem A og C. A indbragte sagen for Tvistighedsnævnet, der gav C medhold i, at elevoverenskomsten mellem HORESTA og 3F ikke var gældende for parterne. Ingen af parterne gav møde, da Tvistighedsnævnet senere skulle behandle et spørgsmål om efterbetaling af løn til A, hvorfor spørgsmålet herom faldt bort, uden at der blev taget stilling til det.

Restauratørernes Arbejdsgiverforening – 2000 indbragte herefter som mandatar for C sagen for domstolene med påstand om, at Tvistighedsnævnets afgørelse - som følge af nævnets sammensætning - var ugyldig, samt at A skulle anerkende, at lønnen skulle fastsættes efter overenskomsten mellem Restauratørernes Arbejdsgiverforening – 2000 og Kristelig fagforening.

Højesteret fastslog, at C ikke havde en aktuel og konkret interesse i at få spørgsmålet om Tvistighedsnævnets kendelse prøvet af domstolene, da der ikke forelå en aktuel konflikt mellem A og C. Højesteret udtalte videre, at Restauratørernes Arbejdsgiverforening – 2000’s interesse i at få domstolenes stillingtagen til Tvistighedsnævnets sammensætning i givet fald måtte varetages under et anerkendelsessøgsmål anlagt af organisationen. Højesteret udtalte endvidere, at C ikke havde godtgjort en interesse, som kunne begrunde, at Højesteret tog stilling til, hvilken overenskomst mv., der er gældende i forholdet mellem A og C.

Sagen vedrørende C blev derfor afvist fra domstolene.

I den anden sag var B ansat som kokkeelev i Restaurant D. Da B på et tidspunkt ikke mødte på arbejde hos D, opstod der tvist mellem B og D om berettigelsen af B’s udeblivelse. D indbragte sagen for Tvistighedsnævnet, der gav B medhold i, at hans udeblivelse fra D var berettiget, og at D’s ophævelse af uddannelsesforholdet derfor var uberettiget. For domstolene var spørgsmålet, om Tvistighedsnævnets kendelse - som følge af nævnets sammensætning - var ugyldig.

Højesteret udtalte, at udtrykket ”de forhandlingsberettigede organisationer” i § 64, stk. 2, i erhvervsuddannelsesloven må forstås som de organisationer, der i kraft af deres medlemsdækning og overenskomstdækning på uddannelsesområdet og i kraft af deres medvirken ved elevuddannelsernes tilrettelæggelse repræsenterer den ønskede sagkundskab inden for det pågældende uddannelsesområde. Det var derfor med rette, at det var HORESTA og 3F, der havde udpeget ad hoc medlemmer af Tvistighedsnævnet til behandling af sagen. Nævnets sammensætning indebar ikke en krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonvention, og der forelå ikke forvaltningsretlig inhabilitet.

Tvistighedsnævnets kendelse var derfor ikke ugyldig, og Højesteret hjemviste et betalingskrav mod B til fortsat behandling ved landsretten.

Landsretten var i begge sager nået til et andet resultat.   

Til top Sidst opdateret: 09-05-2008 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk