Hop til indhold
Højesteret

Skatteydere havde ikke godtgjort praksisændring 
02-09-2011 

Sag 99/2009

Dom afsagt den 2. september 2011.

Flemming Allan Hansen
og
Steen Ricks Olsen
mod
Skatteministeriet

Skatteydere havde ikke godtgjort praksisændring – fradrag nægtet

Højesteret har stadfæstet landsrettens dom i en skattesag, der vedrørte fradragsretten for deltagelse i et kommanditselskabs køb af en ejendom i Tyskland.

Flemming Allan Hansen (A) og Steen Ricks Olsen (B) erhvervede i 1997 hver 20 % af anparterne i ejendomsprojektet K/S Ritterhude Ihlpol, Tyskland (K/S), der købte en ejendom i Tyskland til udlejning. Investeringsprojektet var udbudt af selskabet InvestorPartner A/S (IP). Sagen drejede sig om A og B’s adgang til for 1997 og senere at foretage skattemæssige fradrag for deres andel af kommanditselskabets udgifter til udbyderhonorar og rådgivningshonorar til IP, idet Københavns skattemyndigheder i 2001 traf afgørelse om, at de nævnte honorarer ikke kunne fradrages hverken ved afskrivning eller som driftsudgift. A og B klagede til Landsskatteretten og anførte bl.a., at afgørelserne var udtryk for en ulovlig praksisændring for så vidt angår udbyderhonoraret. Landsskatteretten tiltrådte afgørelsen vedrørende udbyderhonoraret, idet der ikke forelå en praksisændring. Vedrørende rådgiverhonoraret fandt Landsskatteretten, at kun en mindre del kunne anses at dække udgifter til rådgivning i forbindelse med den løbende drift af ejendommen, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og overlod det til de stedlige skattemyndigheder at fastsætte udgiftens størrelse.

I sagen anlagt af A og B mod Skatteministeriet fandt Højesteret ligesom landsretten vedrørende udbyderhonoraret, at A og B ikke havde godtgjort, at der forud for de lignende myndigheders afgørelser i 2001 har foreligget en afgørelse fra de overordnede skattemyndigheder, hvorefter det er godkendt, at en udgift som udbyderprovisionen i den foreliggende sag indregnes i en ejendoms afskrivningsgrundlag. A og B havde heller ikke godtgjort en sådan praksis hos de lignende myndigheder. Allerede derfor tiltrådte Højesteret, at skattemyndighederne havde nægtet A og B at lade udbyderhonoraret indgå i afskrivningsgrundlaget.

For så vidt angik rådgiverhonoraret tiltrådte Højesteret efter bevisførelsen om de ydelser, som honoraret dækkede, og herunder oplysninger om, at den almindelige løbende administration blev varetaget af en administrator, Landsskatterettens bedømmelse og stadfæstede herved landsrettens dom i sagen.

Læs hele dommen.

 

Til top Sidst opdateret: 02-09-2011 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk