Hop til indhold
Højesteret

Restkrav kunne ikke indtales, hvorfor sag afvistes 
25-02-2010 

Sag 293/2008

Dom afsagt den 24. februar 2010.

ApS KBUS 8 nr. 674
mod
MS "Delphinus" R.S.T. Schiffahrtsgesellschaft mbH & Co. KG

Retskraft af tidligere dom uanset forbehold

Ved en aftale indgået i juli 1997 udlejede Greil Reederei & Befrachtung mbH & Co. KG skibet MS Anna Lina til Hispaniola Services Ltd. Af samme aftale fremgik det, at P.E.P. Shipping Ltd garanterede for Hispaniolas forpligtelser. MS "Delphinus" R.S.T. Schiffahrtsgesellschaft mbH & Co. KG indtrådte efterfølgende i Greil Reedereis rettigheder, og P.E.P. Shipping skiftede navn til ApS KBUS 8 nr. 674.

Hispaniola gav den 18. december 1998 – før udløbet af den aftalte lejeperiode – P.E.P. meddelelse om, at man ikke så sig i stand til at betale den aftalte leje og oplyste, at man havde anmodet ejeren om at tage skibet tilbage og søge anden udleje. Ejerens krav vedrørende Hispaniolas manglende betaling af leje for perioden indtil tilbageleveringen af skibet, dvs. for tiden 5.-21. december 1998, blev opgjort til 121.900 USD, og Greil Reederei anlagde i 1999 sag mod P.E.P. ved Sø- og Handelsretten med påstand om betaling af dette beløb. Greil Reederei tog i stævningen forbehold om at rejse yderligere krav, herunder leje fra den 22. december 1998 til den 21. januar 1999. Greil Reederei anlagde endvidere voldgiftssag mod Hispaniola med krav om betaling af erstatning m.m. som følge af kontraktbruddet. Ved kendelse i voldgiftssagen blev Hispaniola dømt til at betale godt 720.000 USD, og parterne var enige om, at voldgiftskendelsen tilkendte Greil Reederei den fulde erstatning, som rederiet kunne kræve i anledning af misligholdelsen, herunder krav på leje svarende til den under Sø- og Handelsretssagen rejste krav, krav på manglende leje i resten af lejeperioden og differenceleje i forbindelse med indgåelse af ny lejeaftale samt havneudgifter og øvrige tab. Greil Reederei rejste herefter krav om betaling af det tilkendte beløb, men kunne imidlertid ikke komme i kontakt med Hispaniola. Efter at P.E.P. havde taget bekræftende til genmæle i Sø- og Handelsretssagen, afsagde Sø- og Handelsretten den 19. oktober 2001 dom i overensstemmelse med Greil Reedereis påstand om betaling af leje for tiden forud for tilbageleveringen af skibet. Greil Reederei havde forud for Sø- og Handelsrettens dom meddelt, at man ikke ønskede at forøge påstanden over for P.E.P. til det fulde beløb, men Hispaniola skulle betale ifølge voldgiftskendelsen, idet rederiet var i tvivl om P.E.P.´s evne til at betale det betydelige beløb. Greil Reederei tog forbehold om, at anlægge en ny sag mod P.E.P. med indtaling af restkravet. Da P.E.P. ikke betalte det ved dommen tilkendte beløb, indgav Greil Reederei konkursbegæring mod P.E.P. Mod at Greil Reederei trak konkursbegæringen tilbage, betalte P.E.P. i februar 2005 beløbet til Greil Reederei og angav samtidig, at selskabet ikke kunne anerkende at være noget yderligere beløb skyldig vedrørende Hispaniola.  

Efterfølgende anlagde Delphinus (som havde overtaget Greil Reedereis krav) en ny sag mod ApS KBUS om betaling det resterende beløb, som Hispaniola var blevet tilpligtet at betale ved voldgiftskendelsen. ApS KBUS nedlagde heroverfor påstand om afvisning bl.a. under henvisning til, at kravet var omfattet af påstanden i den allerede afgjorte Sø- og Handelsretssag, og at Delphinus af processuelle grunde derfor var afskåret fra at indtale det samme krav igen, idet denne dom havde retskraft for det samlede krav.    

Højesteret fandt, at Delphinus var afskåret fra at indtale restkravet mod P.E.P. i anledning af Hispaniolas misligholdelse. Højesteret henviste bl.a. til, at det ved Sø- og Handelsrettens dom med bindende virkning for parterne blev fastslået, at betingelserne for at afkræve P.E.P. beløb efter garantien var opfyldt, og at generelle hensyn til procesøkonomi og effektivitet af retskraftreglerne tilsiger, at en sagsøger som udgangspunkt medtager alle sine forfaldne krav i anledning af en misligholdelse under samme sag, og at Delphinus hverken ved forbeholdet eller i øvrigt havde godtgjort, at der forelå en anerkendelsesværdig interesse, der kunne føre til fravigelse af dette udgangspunkt.

Byretten var nået til samme resultat, mens landsretten ikke ville afvise kravet.


Læs hele dommen  

Til top Sidst opdateret: 25-02-2010 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk