Hop til indhold
Højesteret

Ophævelse af lejemål var berettiget 
01-05-2018 

Sag 235/2017
 

Dom afsagt den 1. maj 2018

 

Fyns Almennyttige Boligselskab
mod
L

 

Ophævelse af lejemål med henvisning til kriminalitet begået af lejerens søn var berettiget

Ved brev af 29. januar 2016 ophævede Fyns Almennyttige Boligselskab et lejemål med henvisning til den kriminalitet, som lejeren L’s søn, S, ved dom af 5. januar 2016 var dømt for at have begået. Sagen angik, om denne ophævelse var berettiget.

S var idømt 8 måneders ubetinget fængsel for i forening med andre og efter forudgående planlægning i boligområdet Vollsmose på et meget befærdet område, hvor der også var mindre børn til stede, at have kastet med sten, andre genstande og flasker med brændbar væske, der var antændt, mod polititjenestemænd i patruljevogne.

Gerningsstedet for kriminaliteten hører til en anden boligafdeling og ligger på et andet sted i boligområdet Vollsmose end boligafdelingen med L’s lejemål. Boligafdelingerne ejes af forskellige almennyttige boligforeninger og har forskellige matrikelnumre. Da kriminaliteten blev begået inden for det samme boligområde, som Fyns Almennyttige Boligselskabs ejendom er beliggende i, fandt Højesteret, at der i relation til en af de ophævelsesbestemmelser, som boligselskabet havde henvist til, var den fornødne tilknytning mellem kriminaliteten og lejemålet. Højesteret tiltrådte således boligrettens vurdering, hvorefter det ikke udelukker bestemmelsens anvendelse, at gerningsstedet er beliggende på et andet matrikelnummer end ejendommens, og at matriklerne har forskellige ejere. Højesteret fandt, at den begåede kriminalitet var egnet til at skabe utryghed blandt beboerne i boligområdet og indebar en misligholdelse af en sådan grovhed, at Fyns Almennyttige Boligselskab som udgangspunkt havde ret til at ophæve lejemålet efter den pågældende bestemmelse.

Henset til grovheden af misligholdelsen fandt Højesteret, at der ikke i det oplyste om L’s og hendes husstands forhold var grundlag for at fravige udgangspunktet. Ophævelsen fandtes således at stå i et rimeligt forhold til misligholdelsen. Højesteret godkendte herefter ophævelsen af lejemålet.

Landsretten var nået til et andet resultat.

 Læs hele dommen

 Læs landsrettens afgørelse

 Læs byrettens afgørelse

 

Til top Sidst opdateret:  
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk