Hop til indhold
Højesteret

Om udbredelse af pornografisk videomateriale af personer under 18 år 
11-01-2019 

Sag 159/2018
 

Dom afsagt den 11. januar 2019

 

Anklagemyndigheden
mod
T

 

Udbredelse af pornografisk videomateriale af personer under 18 år blev straffet med fængsel i 40 dage, som blev gjort betinget. De to forurettede blev tilkendt tortgodtgørelse

T, der på gerningstidspunktet var under 18 år, var ved landsrettens dom fundet skyldig i over­trædelse af straffelovens § 235, stk. 1, ved over en periode på en måned i fem tilfælde at vide­re­­sende pornografisk videomateriale i luk­kede chatgrupper til i hvert fald 35 personer, der for hovedpartens ved­kom­men­de måtte anta­ges at være unge mennesker, der var jævn­al­drende med T selv, ligesom videomaterialet vi­ste sek­suel aktivitet mellem andre jævnaldrende unge mennesker under 18 år.

Hovedspørgsmålene for Højesteret var, om der forelå materiel atypicitet, således at de for­hold, T var fundet skyldig i, ikke var omfattet af straffelovens § 235, stk. 1, om T havde haft det fornødne forsæt til at kunne dømmes efter den nævnte bestemmelse, om straf­fen på fæng­sel i 40 dage – i givet fald – var passen­de, og om straffen burde gøres betinget, even­tuelt med krav om samfundstjeneste. Hertil kom et spørgsmål om tortgodtgørelse til de to forurette­de.

Højesteret fandt, at der ikke forelå materiel atypicitet, og at der ikke var grundlag for at an­fæg­­­te landsrettens forsætsvurdering. Der var derfor med rette dømt for overtrædelse af straf­fe­lovens § 235, stk. 1.

Det udbredte videomateriale (kategori 2-materiale) var særdeles krænkende for især den ene forurettede, og T havde bidraget i ikke uvæ­­sentlig grad til materialets vide­reudbredelse. Ud­gangspunktet var der­for, at T skulle idøm­mes en ikke-ubetydelig fængselsstraf. Det var dog ikke T, der som den første gjorde videoer­ne tilgængelig for andre på internettet, og han var på gerningstidspunktet under 18 år. Høje­ste­ret tiltrådte under disse omstændigheder, at straffen var udmålt til fængsel i 40 dage. Under hensyn til T’s særdeles gode personlige forhold, her­un­der at han ikke tidlige­re var straffet, hans unge alder på gerningstidspunktet og den tid, der var gået siden da, tiltråd­te Højesteret endvidere, at straffen var gjort betinget.

Henset til den foreliggende sags omstændigheder, herunder omfanget af de videreudbredelser, som T havde stået for, fandt Højesteret endvidere, at han havde bidra­get i et sådant omfang til videreud­bre­delsen, at han skulle betale tortgodtgørelse til de foruret­te­de. Godtgørelsen til den ene forurettede blev fastsat til 10.000 kr., mens godtgørelsen til den anden forurettede blev fast­sat til 2.000 kr.

Landsretten var nået til et andet resultat for så vidt angår spørgsmålet om tortgodtgørelse, som retten ikke havde taget under påkendelse.

 Læs hele dommen

 Læs landsrettens afgørelse

 Læs byrettens afgørelse

 

 

Til top Sidst opdateret:  
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk