Hop til indhold
Højesteret

Om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven 
12-09-2014 

Sag 163/2013
 

Dom afsagt den 12. september 2014

 

FOA - Fag og Arbejde som mandatar for A
mod
Region Sjælland

 

Region Sjællands sene betaling af en fratrædelsesgodtgørelse til A gav ikke grundlag godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, og A var heller ikke blevet udsat for for­skelsbehandling på grund af sit handicap.

A, som var født i 1950, blev i 1990 ansat som plejer på et psykiatrisk hospital. I 2008 blev hun ansat i fleksjob på grund af slidgigt. I december 2010 blev hun afskediget, men fik dog i maj 2011 ansættelse som social- og sundhedsassistent i Gentofte Kommune. Afskedigelsen af A fandt sted som led i en større omstrukturering på psykiatriens område i regionen – nødven­diggjort af besparelser.

Efter dagældende praksis undlod regionen i 2011 at betale fratrædelsesgodtgørelse til A, fordi hun på daværende tidspunkt var berettiget til en alderspension fra sin arbejdsgiver. EU-Dom­stolen havde imidlertid ved en dom i 2010 underkendt denne praksis som aldersdiskrimine­rende, når den berettigede midlertidigt gav afkald på sin pension med henblik på at fortsætte sin erhvervsmæssige karriere. I januar 2012 betalte regionen fratrædelsesgodtgørelse til A.

A gjorde herefter krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven som følge af den forsin­kede udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen, som efter hendes opfattelse i sig selv udgjorde forskelsbehandling på grund af alder. Højesteret fastslog imidlertid, at dette måtte anses for at være en krænkelse af så forholdsvis begrænset karakter, at der ikke var grundlag for pålægge regionen at betale godtgørelse.

A gjorde også krav på godtgørelse, fordi hun mente at være blevet afskediget på grund af sit handicap. Højesteret lagde bl.a. til grund, at A ikke havde de kompetencer, som efter om­struktureringen var nødvendige for de tilbageværende medarbejdere. A var derfor ikke blevet udsat for direkte forskelsbehandling. Selvom A med sit handicap blev stillet ringere end andre personer, havde regionen dog bevist, at denne forskelsbehandling var begrundet i et sagligt formål, og at afskedigelsen af hende var nødvendig. A var derfor heller ikke blevet udsat for indirekte forskelsbehandling, og hun havde derfor heller ikke af denne grund krav på godtgørelse.

Højesteret nåede dermed til samme resultat som landsretten.

Læs hele dommen

 

Læs landsrettens afgørelse

 

Til top Sidst opdateret:  
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk