Hop til indhold
Højesteret

Lang sagsbehandlingstid 
11-02-2015 

Sag 219/2014
 

 

Dom afsagt den 11. februar 2015

 

Rigsadvokaten
mod
T

 

For sen genindbringelse af en hjemvist sag kunne ikke føre til frifindelse af tiltalte, men forsinkelsen havde betydning for strafudmålingen

T var ved Østre Landsrets dom af 9. april 2014 blevet fundet skyldig i overtrædelse af lov om vagtvirksomhed og straffet med en bøde på 75.000 kr.

Retten på Frederiksberg afsagde første gang dom i sagen den 19. februar 2008. På grund af rettergangsfejl hjemviste Østre Landsret ved dom af 10. april 2008 sagen til fornyet behand­ling i byretten. Anklagemyndigheden indbragte ved anklageskrift af 8. april 2009 sagen på ny for Retten på Frederiksberg, der afsagde dom den 15. oktober 2013. Sagen blev herefter anket til Østre Landsret, der afsagde dom i sagen den 9. april 2014.

Der var enighed om, at anklagemyndigheden ikke havde opfyldt kravet i retsplejelovens § 930, stk. 1, om snarest muligt efter landsrettens hjemvisningsdom af 10. april 2008 at ind­bringe sagen på ny for byretten. Hovedspørgsmålet for Højesteret var, hvilke retsvirkninger der var knyttet til den manglende overholdelse af dette krav.

Højesteret fastslog, at der ikke var udtrykkelig hjemmel til at afvise en sag eller fri­finde en tiltalt ved manglende iagttagelse af kravet i § 930, stk. 1, og at en for sen indbringelse af sa­gen efter § 930, stk. 1, heller ikke kunne sidestilles med overskridelse af ankefristen. I den konkrete sag kunne tilsidesættelsen af kravet i § 930, stk. 1, heller ikke sidestilles med et fra­fald af tiltale, ligesom der ikke var grundlag for at anse forfølgningen mod T for standset på ubestemt tid. Derimod gav tilsidesættelsen af kravet i § 930, stk. 1, særlig anledning til at overveje strafnedsættelse eller strafbortfald. 

Højesteret kom på grundlag af en konkret vurdering af betydningen af den for sene genind­bringelse af sagen for byretten, karakteren af de strafbare forhold og den samlede sagsbe­handlingstid frem til, at straffen for de forhold, der var omfattet af landsrettens hjemvisnings­dom, skulle bortfalde.

T var ved landsrettens dom af 9. april 2014 tillige blevet fundet skyldig i et forhold, der ikke havde været omfattet af landsrettens hjemvisningsdom. Om dette forhold fastslog Højesteret, at sagsbehandlingstiden ved byretten havde oversteget det rimelige, da den havde strakt sig over mere end 4 år. Selv om forsinkelsen i et vist omfang havde beroet på T’s egne forhold, skulle T kompenseres for forsinkelsen. Højesteret fastsatte på den baggrund straffen for dette forhold til en bøde på 50.000 kr.

Landsretten var nået til et andet resultat.

 Læs hele dommen

 Læs landsrettens afgørelse

 Læs byrettens afgørelse

 

 

 

Til top Sidst opdateret:  
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk