Hop til indhold
Højesteret

Ikke varemærkeret til ordet lotto 
27-04-2010 

Sag 435/2007
 

Dom afsagt den 27. april 2010.

 

Lotto24.dk ApS
mod
Ankenævnet for Patenter og Varemærker

Biintervenient Danske Spil A/S

 

Ikke varemærkeret til ordet lotto

I august 2000 indleverede Lotto24.dk en anmeldelse til Patent- og Varemærkestyrelsen om registrering af Lotto24 som varemærke, og i marts 2001 blev varemærket registreret som figurmærke. Efterfølgende fremsatte Danske Spil indsigelse mod registreringen. Patent- og Varemærkestyrelsen fastholdt registreringen, hvorefter afgørelsen blev anket til Ankenævnet for Patenter og Varemærker, der i august 2001 bestemte, at Lotto24 ikke kunne registreres som varemærke. Ankenævnet henviste til, at ordet lotto i kraft af indarbejdelse havde opnået særpræg for Danske Spils lotto. Ankenævnets afgørelse blev indbragt for Sø- og Handelsretten, der frifandt ankenævnet.

Højesteret bemærkede, at et ord, der hidtil har været en generel betegnelse for en vare eller tjenesteydelse af en bestemt art, i helt særlige tilfælde ved indarbejdelse kan gå over til at være en bestemt virksomheds kendetegn eller virksomhedens vare eller tjenesteydelse af den pågældende art, jf. varemærkelovens § 3, stk. 3, og § 13, stk. 3. Der må imidlertid stilles strenge krav til beviset for, at ordet på denne måde har ændret betydning.

Efter en samlet vurdering fandt Højesteret det ikke godtgjort, at ordet lotto i august 2000 i befolkningen blev opfattet ikke som en artsbetegnelse, men som et kendetegn for Danske Spils lotto. Danske Spil havde derfor ikke ved indarbejdelse opnået varemærkeret til ordet lotto, jf. varemærkelovens § 3, stk. 3.

Højesteret ændrede dermed Sø- og Handelsrettens dom således, at Ankenævnets kendelse blev ophævet, hvorved Patent- og Varemærkestyrelsens registrering af figurmærket Lotto24 opretholdtes.

Læs hele dommen

 

Til top Sidst opdateret:  
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk