Ikke krav på erstatning i patientskadesag 
10-02-2012 

Dom afsagt den 10. februar 2012.

A
mod
Patientskadeankenævnet

Betingelserne for at yde erstatning efter § 2, stk. 1, nr. 3, i den dagældende patientforsikringslov var ikke opfyldt.

A var blevet behandlet med kemoterapi, som blev indgivet gennem et drop i en perifer vene (venflon) i højre arm, og fik senere konstateret skader i armen, der måtte anses for at være en følge af denne behandling.

A gjorde gældende, at skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, hvis behandlingen af hende i stedet var foretaget ved anvendelse af port-a-cath (centralt venekateter), og at en sådan behandling ville have været lige så ef­fektiv til behandling af hendes sygdom, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, i den tidligere gældende patient­forsikringslov.

Højesteret lagde efter Retslægerådets udtalelser til grund, at behandlingen med venflon var en standardbehandling, der indebar et yderst beskedent indgreb, der kunne foretages af en sygeplejerske, og at behandlingen hos op mod halvdelen af patienterne medførte overfladisk årebetændelse, der normalt er en forholdsvis harmløs tilstand. Port-a-cath har karakter af et mindre kirurgisk indgreb, der foretages på et operationsafsnit med deltagelse af læger under lokalbedøvelse. Komplikationer ses hos mindre end 1 %, men er alvorlig karakter, f.eks. blodpropdannelse.

Højesteret fandt, at det var medicinsk set rimeligt i første omgang at starte kemoterapibehandlingen af A med venflon, og at det ikke ved den næstsidste af syv behandlinger var relevant at skifte strategi og i stedet anlægge port-a-cath.

Højesteret udtalte endvidere, at As gener i højre arm med overvejende sandsynlighed være undgået, hvis kemoterapibehandlingen var sket ved anvendelse af port-a-cath. Højesteret fandt imidlertid, at en sådan mere indgribende indoperation af et centralt venekateter ikke kan anses for ligevær­dig og dermed lige så effektiv i forhold til anvendelse af venflon, som var en enkel standard­behandling med gener, der normalt er harmløse. Betingelserne for at yde erstatning efter § 2, stk. 1, nr. 3, i den dagældende patientforsikringslov var således ikke opfyldt.

Højesteret stadfæstede herefter dommen.