Hop til indhold
Højesteret

Ikke grundlag for varetægtsfængsling ud fra retshåndhævelseshensyn 
18-04-2012 

Sag 246/2010

Kendelse afsagt mandag den 18. april 2011.

 

Sag 246/2010

 

Anklagemyndigheden

mod

S

 

Ikke grundlag for varetægtsfængsling ud fra retshåndhævelseshensyn

 

S, som var 15 år og ustraffet, blev den 19. maj 2010 fremstillet i grundlovsforhør sigtet for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved aftenen forinden i forening med en på det tidspunkt ukendt gerningsmand ved trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have frataget en jævnaldrende dreng en mobiltelefon og en sølvhalskæde til en samlet værdi af ca. 5.000 kr., idet de truede ham med en kniv.

 

S erkendte sig skyldig og blev varetægtsfængslet i ungdomsinstitution i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3 (risiko for at påvirke efterforskningen). Ved et retsmøde den 21. maj 2010 blev fristen forlænget. Da S havde erkendt sig skyldig, og da medgerningsmanden på dette tidspunkt var anholdt og skulle fremstilles i grundlovsforhør senere samme dag, var betingelserne for varetægtsfængsling efter § 762, stk. 1, nr. 3, ikke længere opfyldt. Da hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnedes at kræve, at S ikke var på fri fod, blev fængslingen imidlertid forlænget i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1 (retshåndhævelsesarrest).

 

Højesteret fastslog, at efter de oplysninger, der forelå om karakteren og grovheden af det påsigtede forhold, og S´s personlige forhold, var betingelserne for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, ikke opfyldt.

 

Højesteret ændrede dermed landsrettens og byrettens kendelser.

 

Læs hele kendelsen.

 

Til top Sidst opdateret: 30-05-2012 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk