Hop til indhold
Højesteret

Ikke erstatning efter udlægssag 
25-06-2013 

Sag 184/2011

Dom afsagt den 25. juni 2013.

Apropos 1’st Sarl
og
DiCarlo III Ltd.
mod
Innoventure A/S
og
JBJ Invest A/S under konkurs

Udlægshaverne havde ikke handlet ansvarspådragende i forbindelse med en udlægssag, hvor udlæggene senere blev ophævet, og skulle derfor ikke betale erstatning

I juli 2003 foretog fogedretten efter begæring fra Innoventure A/S og JBJ Invest A/S udlæg hos Apropos 1’st Sarl i en aktiepost i selskabet Giantcode A/S til sikkerhed for krav, som de to selskaber havde mod Apropos. I oktober 2004 ophævede landsretten udlæggene med henvisning til, at aktieposten kort forinden udlæggene var overdraget til DiCarlo III Ltd. Udlæggene var dermed foretaget i strid med tredjemands ret.

Apropos og DiCarlo rejste herefter krav om erstatning for det tab, som de mente at have lidt, fordi fogedretten med urette havde foretaget udlæg i aktieposten.

Højesteret fastslog, at det ikke var godtgjort, at Innoventure og JBJ Invests udlægsbegæringer indeholdt urigtige eller mangelfulde oplysninger, og landsrettens beslutning om at ophæve udlæggene blev truffet som følge af en anden retlig vurdering af de samme oplysninger. Det kunne derfor ikke lægges Innoventure og JBJ Invest til last, at der var blevet truffet afgørelse om udlæg uden at betingelserne herfor havde været til stede, eller at de havde handlet ansvarspådragende ved at opretholde udlæggene, indtil der forelå en endelig afgørelse om udlæggene. Højesteret frifandt derfor Innoventure og JBJ Invest.

Højesteret nåede dermed til samme resultat som landsretten.


Læs hele dommen

Til top Sidst opdateret: 25-06-2013 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk