Hop til indhold
Højesteret

Hjerneskadet kvinde kunne ikke flyttes 
11-06-2009 

Sag 357/2008
 

Dom afsagt den 11. juni 2009.


K ved værge M
mod
Ankestyrelsen


Servicelovens magtanvendelsesregler udelukkede, at en kvinde, der var ude af stand til selv at give samtykke, kunne flyttes til et nyt bosted tættere på sin mand og børn

En kvinde (K) var ved et selvmordsforsøg blevet hjerneskadet i en sådan grad, at hun var ”ikke-kontaktbar”. K var derfor blevet indlogeret på et bosted i Jylland, som lå ca. midt i mellem hendes mands og børns bopæl og hendes forældres bopæl. Efterfølgende var manden (M) flyttet til Fyn sammen med børnene. M, der samtidig var udpeget som værge for K, anmodede kommunen om at få flyttet K til et bosted på Fyn. Kommunen og Det Sociale Nævn afslog M’s anmodning, fordi K ikke selv var i stand til at tage stilling til, om hun ville flyttes, og fordi servicelovens betingelser for en tvangsmæssig flytning ikke var opfyldt. En flytning af K ville derfor være ulovlig magtanvendelse. Både Ankestyrelsen, byretten og landsretten tiltrådte, at der ikke var hjemmel til at flytte K.

Højesteret tiltrådte også, at der ikke var hjemmel i serviceloven til at flytte K.

Parterne var for Højesteret enige om, at K var omfattet af den personkreds, som magtanvendelsesreglerne har til formål at beskytte, og at K ikke var i stand til at give informeret samtykke, samt at betingelserne for en tvangsmæssig flytning ikke var opfyldt. M gjorde imidlertid gældende, at der ikke kunne være tale om magtanvendelse, når initiativet til flytning udsprang fra værgen og var begrundet i familiens ønsker og behov. En stadfæstelse af afgørelsen ville betyde, at personer i K’s tilstand aldrig ville have mulighed for at flytte, ligesom M gjorde gældende, at det var i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til familieliv.

Selvom det måtte anses for tvivlsomt, om det havde været hensigten at udelukke, at der i en situation som den foreliggende kunne træffes afgørelse om at flytte en person, der som K var ude stand til selv at tage stilling til spørgsmålet, fandt Højesteret det imidlertid betænkeligt at tilsidesætte ordlyden af servicelovens § 129 om tvangsmæssig flytning. Det måtte være lovgivningsmagtens opgave at tage stilling til, om bestemmelsen havde fået et mere restriktivt indhold end tilsigtet. Der var endvidere ikke grundlag for at fastslå, at afgørelsen indebar en krænkelse af menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til familieliv.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens afgørelse.

Til top Sidst opdateret: 11-06-2009 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk