Hop til indhold
Højesteret

Fortsat frihedsberøvelse af udlænding var uberettiget 
22-07-2019 

Sag 212/2018 og sag 8/2019
 

Kendelse afsagt den 19. juli 2019   

 

A
mod
Nordsjællands Politi, Udlændingecenter Nordsjælland


A blev den 20. april 2018 frihedsberøvet med henblik på udsendelse til Irak. Han havde ikke lovligt ophold i Danmark og nægtede at medvirke til udsendelsen. Frihedsberøvelsen blev flere gange forlænget, herunder ved landsrettens kendelser af 2. oktober 2018 og 17. december 2018.

Det følger af udlændingelovens § 37, stk. 8, 1. pkt., at frihedsberøvelse med henblik på udsendelse ikke må finde sted i et tidsrum, der overstiger 6 måneder. Tidsrummet kan dog i medfør af lovens § 37, stk. 8, 2. pkt., forlænges i op til yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder, såfremt udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse. Frihedsberøvelsen skal være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med omhu.

For Højesteret angik sagen, om frihedsberøvelsen var berettiget efter den 20. oktober 2018, hvor den havde haft en varighed på 6 måneder.

A havde under gentagne afhøringer nægtet at medvirke til udsendelse til Irak. Danske myndigheder havde over en længere periode forsøgt at forhandle med irakiske myndigheder om muligheden for tvangsmæssig hjemsendelse af afviste irakere. Der forelå i oktober 2018 ikke oplysninger om et gennembrud i forhandlingerne.

Højesteret fandt, at der den 2. oktober 2018 ikke forelå oplysninger, som gav grundlag for en formodning om en ændring af den fastlåste situation og fremskridt i processen inden udløbet af den absolutte frist for frihedsberøvelse i udlændingelovens § 37, stk. 8, 2. pkt. Betingelserne for at opretholde frihedsberøvelsen af A efter den 20. oktober 2018, hvor der var forløbet 6 måneder, var herefter ikke opfyldt.

Landsretten var nået til et andet resultat.

 Læs hele kendelsen

 

Til top Sidst opdateret:  
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk