Hop til indhold
Højesteret

Forældresammenføring, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1 
29-08-2008 

Sag 136/2007
 

Dom afsagt den 29. august 2008


A og B
mod
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration


Ikke grundlag for at tilsidesætte Integrationsministeriets afslag på sammenføring af voksen søn og mor.

A, hvis eneste barn, B, havde fået opholdstilladelse i 2001 som de facto-flygtning fra Irak, ansøgte i maj 2003 om ”Family Reunifation to son” i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I ansøgningsskemaet var anført, at A på ansøgningstidspunktet havde opholdt sig i 1 år og 4 måneder i Syrien. Det fremgik endvidere af en erklæring fra ”Council of Iraqi Tribes”, at A var indrejst i Syrien i januar 2002. B’s hustru og børn havde i 2002 fra Jordan søgt om familiesammenføring med B, hvilket der blev givet tilladelse til i marts 2003. Ved afgørelse af 27. juli 2005 tiltrådte Integrationsministeriet Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, da der ikke fandtes at være en tilknytning mellem A og B, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv.

A og B indbragte ministeriets afgørelse for landsretten. B forklarede for landsretten bl.a., at hustruen og børnene havde ansøgt om familiesammenføring fra Jordan, men efterfølgende var rejst videre til Syrien, hvor de havde samlevet med A, der var kommet til Syrien i 2003. A og B gjorde for landsretten gældende, at ministeriets afgørelse var forkert, fordi det ikke fremgik af afgørelsen, hvorvidt ministeriet havde tillagt tilknytningen mellem A og B’s husstand som sådan vægt.  

Højesteret udtalte, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at A indrejste i Syrien i januar 2002. Højesteret tiltrådte herefter, at det af lovmotiverne til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kan udledes, at der skal meddeles opholdstilladelse i de tilfælde, hvor nægtelsen af familiesammenføringen vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Lovmotiverne indeholder dog ingen særlige bemærkninger vedrørende voksne børns sammenføring med forældre. Da der ikke var grundlag for at fastslå, at afslaget på sammenføring af A og B ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8 om retten til familieliv, og da der i øvrigt ikke var grundlag for at fastslå, at ministeriets afgørelse var urigtig, frifandt Højesteret ministeriet.

Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.  

Til top Sidst opdateret: 29-08-2008 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk