Hop til indhold
Højesteret

Bank berettiget til frigivelse af beløb fra deponeringskonto 
14-09-2010 

Sag 36/2010
 

Dom afsagt den 14. september 2010.

 

Jakobsen & Sønner A/S under konkurs
mod
Sydbank A/S

 

Jakobsen & Sønner A/S (sælger) aftalte at overdrage aktiver og aktiviteter til DT Group A/S (køber), der som led i aftalen deponerede ca. 12,2 mio. kr. på en konto i Sydbank. Den 10. maj 2007 frigav køber ca. 10,7 mio. kr., idet 1,5 mio. kr. ville blive frigivet den 23. maj 2007, hvis køber ikke da havde rejst krav over for sælger. Den 18. maj 2007 gav sælger Frits Sørensen A/S transport i deponeringskontoen på 1,5 mio. kr. Den 23. maj havde køber ikke rejst krav over for sælger. Sælger indgik dog den 29. maj – ved Sydbanks mellemkomst – en aftale om fortsættelse af deponeringen. På grundlag af en begæring fra Scan Entreprise ApS blev der den 15. juni afsagt konkursdekret over sælger. Ved aftale af 21. juni erhvervede Rudesø Entreprise ApS de krav, som Scan Entreprise og Frits Sørensen havde mod sælger. Den 22. juni gav sælger herefter Anpartsselskabet Rødbo transport i deponeringskontoen, og den 25. juni meddelte Frits Sørensen, at transporten af 18. maj var overdraget til Rudesø Entreprise. På grundlag af aftale mellem sælger og køber frigav Sydbank i efteråret 2007 i alt 617.000 kr. til køber.

Også for Højesteret var det spørgsmålet, hvilken prioritetsstilling Rødbo havde. Det var i den forbindelse navnlig spørgsmålet, om transporten af 22. juni var en ny, direkte transport fra sælger til Rødbo, eller om transporten af 18. maj til Frits Sørensen var videretransporteret.

Højesteret frifandt Sydbank, idet banken havde været berettiget til at frigive de 617.000 kr. til DT Group. Transporten af 22. juni var en ny, direkte transport fra sælger til Rødbo, som afledte sin ret fra sælger og derfor ikke kunne få bedre retsstilling end dette selskab. Da sælger måtte anses at have indgået på en ny deponeringsaftale med køber den 29. maj, var det ikke afgørende, at køber efter den oprindelige aftale mistede sin ret til det deponerede beløb den 23. maj.

Landsretten var nået til samme resultat.  

Læs hele dommen

 

Til top Sidst opdateret:  
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk