Hop til indhold
Højesteret

Arbejdsgivers beslutning om en generel afgangsalder på 67 år var ikke ugyldig 
19-06-2009 

Sag 214/2008
 

Dom afsagt den 19. juni 2009.


A
mod
Undervisningsministeriet


Undervisningsministeriet (U) besluttede i 2002 at indføre en generel afgangsalder på 67 år for alle overenskomstansatte i Departementet, Uddannelsesstyrelsen og Institutionsstyrelsen pga. ministeriets bevillingsmæssige situation. I 2004 besluttede U at fastholde afgangsalderen trods en ændring i den bevillingsmæssige situation. A, der var født den 16. januar 1938, faldt for 67-års aldersgrænsen i januar 2005. Hun blev derfor ved brev af 14. juni 2004 opsagt til fratræden den 31. januar 2005. Efter A’s fratræden ophævede U 67-års aldersgrænsen den 11. maj 2005 på grund af implementeringen af EU-rådets direktiv 2000/78/EF (beskæftigelsesdirektivet).

Sagen for Højesteret vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt U’s afskedigelse af A var ugyldig.

Højesteret frifandt U. Højesteret udtalte bl.a., at der ikke ved afskedigelsen af A i juni 2004 var lovgivning om en arbejdsgivers adgang til at anvende en generel, ufravigelig aldersgrænse på 67 år. U’s indførelse og opretholdelse af en sådan aldersgrænse for ministeriets overenskomstansatte var i overensstemmelse med AC-overenskomsten, hvorefter aldersgrænsen kunne fastsættes ned til 67 år uden forhandling med AC.

Højesteret fandt, at såvel beslutningen om at indføre 67-års aldersgrænsen som beslutningen om at opretholde den var sagligt begrundet. Højesteret lagde herved vægt på, at U’s beslutning i 2002 om at indføre en generel pligtig afgangsalder på 67 år var begrundet i ministeriets bevillingsmæssige situation, og at beslutningen i 2004 om at fastholde denne afgangsalder var begrundet i ønsket om at opretholde aldersgrænsen i længere tid for at undgå usikkerhed hos de ansatte.

Højesteret fandt endvidere, at afskedigelsen ikke var i strid med et forvaltningsretligt krav om pligtmæssigt skøn. Højesteret lagde herved vægt på, at A blev afskediget i henhold til en fast aldersgrænse, hvorfra der ikke kunne dispenseres, og at der således ikke i forbindelse med afskedigelsen skulle udøves et konkret skøn vedrørende hendes forhold. Højesteret fandt på baggrund af det anførte heller ikke at der var grundlag for at fastslå, at ministeriet havde tilsidesat et princip om proportionalitet.

Endelig fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at fastslå, at ministeriets beslutninger var egnet til at bringe virkeliggørelsen af det i beskæftigelsesdirektivet foreskrevne resultat i alvorlig fare, ligesom der heller ikke var noget andet grundlag for at anse beslutningerne for stridende mod EU-retten.

Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.  

Til top Sidst opdateret: 19-06-2009 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk