Hop til indhold
Højesteret

Ansættelsesbevis ikke mangelfuldt 
06-10-2011 

sag 35/2009

Dom afsagt den 6. oktober 2011.

PROSA som mandatar for A
mod
B

Allerede fordi lønmodtageren ikke var omfattet af jobklausuler eller påført begræns­ninger i sine er­hvervsmuligheder som følge heraf, var et ansættelsesbevis, der ikke indeholdt noget herom, ikke man­gel­fuldt, jf. ansættelsesbevislovens § 2, stk. 1. 

Sagen drejede sig om, hvorvidt en lønmodtager A under sin ansættelse i firmaet B var omfat­tet af en eller flere jobklausuler eller påført begrænsninger i sine erhvervsmuligheder som følge heraf, og hvorvidt den/disse i givet fald var et væsentligt vilkår i ansættelsesforholdet, som B havde pligt til at give A oplysning om i ansættelsesbeviset, jf. ansættelsesbevislovens § 2, stk. 1.

Efter bevisførelsen fandt Højesteret det ikke sandsynliggjort, at A under sin ansættelse hos B eller dettes datterselskab havde været omfattet af jobklausuler indgået mellem B og andre virksomheder. Endvidere fandt Højesteret ikke grundlag for at antage, at A i øvrigt havde været påført begrænsninger i sine erhvervsmuligheder som følge af aftaler mellem B og tredjemand. Alle­rede derfor havde B ikke været forpligtet til i medfør af ansættelsesbevislovens § 2 at oplyse A om B’s anvendelse af jobklausuler i visse situationer.

Herefter fandt Højesteret det ikke fornødent at tage stilling til, hvorvidt en arbejdsgiver i med­før af ansættelsesbevislovens § 2 generelt havde pligt til i ansættelsesbeviset at oplyse en løn­modtager om jobklausuler i aftaler mellem arbejdsgiver og tredjemand, der havde væsentlig be­tydning for lønmodtageren. Højesteret fandt dog anledning til at bemærke, at det efter ordly­den af § 2, stk. 1, som pålagde arbejdsgiveren oplysningspligt om ”alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet”, og eksemplifikationen i § 2, stk. 2, af forhold omfattet af oplysningspligten var nærliggende at antage, at bestemmelsen – i hvert fald som udgangspunkt – ikke fandt anvendelse på ansættelsesbegrænsninger, der ikke fulgte af retsforholdet mellem ar­bejdsgiveren og lønmodtageren, men var en indirekte følge af arbejdsgiverens retsforhold til en tredjemand. Bestemmelsen måtte imidlertid også fortolkes i lyset af indholdet af EU-retten, navnlig artikel 2 i Rådets direktiv af 14. oktober 1991 (91/533/EØF). Da § 2 i ansættelsesbe­visloven under alle omstændigheder ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag som følge af, at der ikke forelå aftaler, der påførte A begrænsninger i hans erhvervsmuligheder, fandt Højesteret ikke anledning til at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen. 

Højesteret stadfæstede herefter Sø- og Handelsrettens dom.

Læs hele dommen.

 

Til top Sidst opdateret: 06-10-2011 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk