Hop til indhold
Højesteret

Afslag på tilladelse til familiesammenføring 
19-03-2010 

Sag 168/2009


Dom afsagt den 19. marts 2010.


A og B
mod
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration


Afslag på tilladelse til familiesammenføring

A og B, der er søstre, er født i Tyrkiet i henholdsvis 1993 og 1997. Deres forældre blev skilt i 1997, og deres far rejste samme år til Danmark. Han indgik ægteskab med en tyrkisk kvinde med opholdstilladelse og fik selv opholdstilladelse i Danmark i 1998, der blev gjort tidsubegrænset i 2000. I 2001 blev han skilt fra sin ægtefælle og indgik på ny ægteskab med A og B´s mor. 

A og B har boet hos deres mor i Tyrkiet og kom til Danmark første gang i 2006 sammen med deres mor og indgav ansøgning om opholdstilladelse i 2007. A og B fik i marts 2008 en lillebror, der har opholdsret i Danmark. Udlændingeservices afslag på familiesammenføring blev stadfæstet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration i 2008.

Ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet efter udløbet af to-års-fristen i udlændingelovens § 9, stk. 13, 2. pkt. Det følger herefter af § 9, stk. 13, 1. pkt., at opholdstilladelse kun kan gives, hvis ansøgerne har eller har mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration. Der skal dog ses bort fra denne betingelse, hvis ”ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod.”        

Højesteret udtalte, at domstolsprøvelsen efter grundlovens § 63 af ministeriets afgørelse om afslag på tilladelse til familiesammenføring skal ske på grundlag af A og B´s forhold på tidspunktet for ministeriets afgørelse, og at der ikke kan lægges vægt på den yderligere tilknytning til Danmark, som de senere måtte have opnået.

Højesteret anførte, at afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 13, 1. pkt., ikke forudsætter, at det må lægges til grund, at årsagen til, at ansøgningen om opholdstilladelse først er indgivet efter udløbet af 2-års-fristen, er et ønske fra barnets forældre om, ”at barnet får en opvækst i overensstemmelse med hjemlandets kultur og skikke og ikke i sin barndom præges af danske normer og værdier.”

Højesteret fandt, at de konkrete oplysninger, som ministeriet havde inddraget i sin afgørelse, er saglige og tilstrækkelige, og fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ministeriets skønsmæssige vurdering af, om A og B havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet. Højesteret fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte ministeriets vurdering, hvorefter der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, at der skulle ses bort fra betingelsen i § 9, stk. 13, 1. pkt.          

Landsretten var nået til samme resultat. 


  Læs hele afgørelsen

 

Til top Sidst opdateret: 19-03-2010 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk