Hop til indhold
Højesteret

Afgørelse om afslag på humanitær opholdstilladelse ikke ugyldig 
30-03-2011 

Sag 136/2009


Dom afsagt den 30. marts 2011.


A
og
B
mod
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration


Afgørelse om afslag på humanitær opholdstilladelse ikke ugyldigt

A og B og deres børn, der alle er statsborgere fra Kosovo, indrejste den 10. januar 2002 i Danmark og indgav ansøgning om asyl. Ansøgningen blev afslået, hvorefter A og B søgte om humanitær opholdstilladelse. Den 31. marts 2003 meddelte Integrationsministeriet afslag på humanitær opholdstilladelse. Den 15. marts 2006 blev A og B og deres børn meddelt humanitær opholdstilladelse i 1 år på baggrund af, at A led af en meget alvorlig og behandlingskrævende hjertesygdom, og at den fornødne behandling ikke var tilgængelig i hjemlandet. Tilladelsen blev den 22. juni 2007 forlænget med yderligere 1 år til den 15. marts 2008. Den 7. juli 2008 meddelte Integrationsministeriet afslag på forlængelse af opholdstilladelsen, idet ministeriet lagde til grund, at A fortsat led af den meget alvorlige hjertesygdom, men at den fornødne behandling nu var tilgængelig i hjemlandet. Ifølge ministeriets oplysninger ville de månedlige udgifter til medicin og kontrol andrage 552 kr., som ministeriet fandt, at A og B ville være i stand til at udrede. Ministeriets afgørelse blev af A og B indbragt for domstolene.

Højesteret bemærkede, at der efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, om humanitær opholdstilladelse er overladt udlændingemyndighederne et skøn, og at der kan opstå spørgsmål om tilsidesættelse af Integrationsministeriets skønsmæssige vurderinger blandt andet i tilfælde, hvor der er mangler ved sagsoplysningen. Højesteret tiltrådte, at det på baggrund af ministeriets undersøgelser af A’s behandlingsbehov og behandlingsmulighederne i hjemlandet kunne lægges til grund, at den fornødne behandling var tilgængelig i hjemlandet. I den forbindelse var det afgørende, at behandlingen kunne fås i hjemlandet, og ikke om den var tilgængelig i A’s lokalområde. Højesteret fandt endvidere, at ministeriets opgørelse af udgifterne til medicin og kontrol byggede på en forsvarlig undersøgelse af udgifterne. Om A’s mulighed for at udrede udgifterne til medicin og kontrol bemærkede Højesteret, at det var i overensstemmelse med ministeriets praksis, at omfanget af den konkrete undersøgelse af den pågældendes økonomiske muligheder måtte bero på størrelsen af de nødvendige behandlingsudgifter. Ministeriets afgørelse blev truffet på grundlag af en vurdering af A’s økonomiske og sociale situation. Som grundlag for ministeriets afgørelse forelå der oplysninger om levevilkårene for befolkningen i Kosovo og om A’s situation og hans familiemæssige netværk. Da egenbetalingen alene udgjorde 552 kr. om måneden, fandt Højesteret ikke grundlag for at kritisere, at ministeriet ikke havde foretaget mere detaljerede undersøgelser af A’s erhvervs- og indkomstmæssige forhold mv. Uanset at ministeriet i sin afgørelse kunne have gjort mere udtrykkeligt rede for det faktiske grundlag for vurderingen af A’s økonomiske muligheder, fandt Højesteret herefter ikke, at ministeriet havde baseret sin afgørelse på et utilstrækkeligt faktuelt grundlag. (Dissens)

Landsretten var nået til samme resultat.


  Læs hele dommen  

 

Til top Sidst opdateret: 30-03-2011 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk