Hop til indhold
Højesteret

Administrative frihedsberøvelser for at sikre mulighed for udvisning af to EU-borgere var lovlige 
31-03-2011 

Sag 143/2009
 

Kendelse afsagt den 31. marts 2011.

 
A
og
B
mod
Rigspolitichefen


Administrative frihedsberøvelser for at sikre muligheden for udvisning af to EU-borgere var lovlige

A og B, der var statsborgere i Rumænien, indrejste i Schengen (Norge) den 22. oktober 2008. Den 24. oktober 2008 blev de anholdt i en tøjbutik i Danmark og sigtet for tyveri af en pels til 4.800 kr. og for den enes vedkommende tillige vold efter straffelovens § 244 ved at have bidt en butiksansat i skulderen. Begge var tidligere straffet for tyveri her i landet. I forbindelse med sagernes forelæggelse for Udlændingeservice med henblik på afgørelse om udvisning blev A og B frihedsberøvet. Den 25. oktober 2008 traf Udlændingeservice afgørelse om udvisning af A og B. Afgørelsen blev den 30. oktober 2008 stadfæstet af Integrationsministeriet. Frihedsberøvelsen blev indbragt for byretten, der løslod A og B. Byrettens afgørelse blev kæret til landsretten, der fandt, at frihedsberøvelsen af A og B var lovlig.

Højesteret bemærkede, at en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, blandt andet hvis den pågældende er dømt for tyveri eller over for politiet har erkendt overtrædelsen eller er pågrebet under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det strafbare forhold. Udvisning af udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, kan dog kun ske i det omfang, det er foreneligt med disse regler. Højesteret bemærkede endvidere, at selv om en beslutning om frihedsberøvelse sker for at sikre muligheden for udvisning, og selv om gyldigheden af afgørelsen om udvisning ikke kan prøves under en sag om frihedsberøvelse, skal kontrol af frihedsberøvelsens lovlighed indebære en vis prøvelse af grundlaget for afgørelsen. Prøvelsen skal således omfatte en rimelig sandsynliggørelse af, at det grundliggende faktum er fastslået med rette efter de foreliggende oplysninger, og retten skal tage stilling til, om betingelserne for at udvise på dette grundlag må anses for opfyldt. Højesteret fandt efter de foreliggende oplysninger om, at A og B havde erkendt butikstyveriet, der var begået kort efter indrejsen i Danmark, og om at de ingen tilknytning havde til Danmark, at udvisningsbetingelserne efter udlændingelovens § 25 a, jf. § 26, på det foreliggende grundlag måtte anses for opfyldt. A’s og B’s adfærd måtte endvidere anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. art. 27 i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet), og da de ingen tilknytning havde til Danmark, var udvisning ikke uproportional, jf. direktivets artikel 27 sammenholdt med artikel 28. Direktivet var således ikke til hinder for udvisning. Højesteret tiltrådte, at frihedsberøvelse af A og B var nødvendig for at sikre muligheden for udvisning, idet mindre indgribende foranstaltninger efter oplysningerne om deres forhold ikke var tilstrækkelige.

Landsretten var nået til samme resultat.

  Læs hele afgørelsen

 

Til top Sidst opdateret: 31-03-2011 
HøjesteretseperatorPrins Jørgens Gård 13seperator1218 København KseperatorTelefon: 33632750 seperatorEmail: post@hoejesteret.dk